Ejvind Julskov
H.C. Andersens Vej 267, 9800 Hjørring tlf. 98 90 27 96   mobil 21 34 37 90

tilbage
Pensionisttilværelsen påbegyndtes 1. januar 1996 og fra da af tror man, at nu skal det være således, at man kan bestemme over tiden helt, som man har lyst til - sådan går det jo ikke - man bliver klogere.

Fritidsinteresserne har i rigtig mange år knyttet sig til noget med teater.

I over 30 år havde jeg glæde af at være med i Amatørscenen Vendsyssel, hvor jeg både fik mulighed for at prøve mig selv af i forskellige roller i de mange forestillinger, der er produceret her. Jeg forlod bestyrelsen i 2003. Jeg har dog den ære at være udnævnt til livsvarigt æresmedlem. 
Beklageligvis har amatørscenen i efteråret 2009 måttet konstatere, at der ikke længere var grundlag for at fortsætte, idet de frivillige kræfter ikke var til stede.

Hjørring Revyen har altid stået mit hjerte nær. I min revisortid fik jeg fornøjelsen både på fritidsbasis, men også mere professionelt, på økonomisiden at være med til de forberedende arbejder med at tilrettelægge revyerne gennem de år, hvor Per Pallesen lavede revy i Hjørring.
Hjørring Revyen var atter i 2005 under Per Pallesens ledelse - se www.hjoerring-revyen.dk


I 1991 var jeg med til at stifte den selvejende institution HJØRRING SOMMERSPIL, som således kunne lægge ud med sin første forestilling på friluftsscenen i Sct. Knuds Kilde i sommeren 1992.
Jeg sad i bestyrelsen (med ansvaret for økonomien og meget mere) frem til 2003, hvor jeg havde behov for at skære lidt mere ned på "tidsforbruget".
I forbindelse med min fratræden, hvor der blev holdt en lille reception, oplevede jeg den store ære, at blive hædret med en tildeling af "Skipper Clement sværdet" som påskønnelse af min medvirken ved genoplivning af den gamle friluftsscene.
Du kan få hele sommerspillets historie ved at klikke dig ind på www.hjoerring-sommerspil.dk (den eneste opgave jeg varetog efter at have forladt bestyrelsen, var at vedligeholde sommerspillets hjemmeside. Denne opgave kunne jeg først frasige mig i sensommeren 2015, hvor man fandt en afløser.

I 1973 var jeg endvidere med til at stifte en af Hjørrings lionsklubber, nemlig Lions Club Hjørring Vendia, men jeg besluttede at sige farvel til lionsklubben fra udgangen af juni 2008, efter at jeg således har været med i 35 år. Klubben var så venlig at udstyre mig med påskønnelse i form af  en "Melvin Jones Fellow" award, ligesom jeg fik status som "æresmedlem", som indebærer, at jeg kan besøge klubben, når jeg har lyst.

I en periode i 1990-erne deltog jeg i arbejdet med Hjørring Nærradio, hvor det var en stor fornøjelse for mig at få lov til at lave en lang række portrætudsendelser af både kendte og knap så kendte personer her i Hjørring. Radioen måtte dog i forbindelse med nogle lovændringer om kulturstøtte træffe beslutning om at lukke i 1996.
Arbejdet med radioen førte med sig, at jeg blev opfordret til at gå ind i bestyrelsen for det selskab, der overtog radiodriften (ANR). Jeg var formand for dette selskab. Opgaven udviklede sig til, at jeg også blev formand for det repræsentantskab, der var etableret for driften af medieselskabet, der forestår den integrerede informationsformidling, der afvikles i Nordjyske Medier, Hjørring.
Jeg valgte at træde fra i forbindelse med generalforsamlingen i foråret 2005.

Da jeg frasagde mig opgaverne med både amatørscenen og sommerspillet, følte jeg at jeg kunne finde plads til at sige ja til at udføre opgaven som administrator for Hjørring Handelsstandsforening. En opgave som jeg startede på i 2003, men som jeg besluttede at frasige mig 1. maj 2010. Handelsstandsforeningen finder du på www.hjhandler.dk

Vi flyttede i en andelsboligforening i foråret 2002, hvor jeg allerede ved stiftelsen i 2001 fik opgaven som administrator. Siden er det blevet til endnu en opgave som administrator, nemlig for den andelsboligforening, som ligger nabo til os. Denne sidste opgave har jeg frasagt mig fra 1. april 2011.

Da Vellingshøjcentret blev færdigt ca. 2003 blev der i centrets aktivitetsafsnit af kommunen stillet et antal computere til rådighed for seniorer. Jeg tilbød min assistance som underviser og vejleder for besøgende seniorer, og jeg har således hver tirsdag formiddag (udenfor sommerperioden) haft den glæde at være til rådighed for fremmødte seniorer, en aktivitet, der nu er underlagt Ældresagen.
I efteråret 2016 oplevede vi et markant vigende besøgstal, og det gjorde at jeg valgte at træde tilbage fra undervisnigen.


I slutningen af 2006 blev jeg opfordret til at deltage i aktiviteterne i den lokale forening af Visens Venner i Danmark, så nu deltager jeg som aktiv visesanger, når Visens Venner i Hjørring afholder viseaften for foreningens medlemmer. Jeg har desuden påtaget mig at lave og vedligeholde foreningens hjemmeside, som man finder på www.visensvenner-hjoerring.dk